Skibsbygning
Nederlansk afsmitning i Skandinavien. (Træskibs Sammenslutningen, April 2013, Sven Bülow).
De Forenede Nederlande var i fra midten af 1500-tallet til først i 1700-tallet den dominerende maritime magt i Europa. Både politisk, økonomisk og teknologisk rakte deres indflydelse mod Norden. Fra svensk og dansk side importerede man viden fra den store handelspartner mod sydvest. Men hvordan og hvor meget påvirkede denne import de skandinaviske samfund?
Med udgangspunkt i skibsbyggeri, lovgivning, fyrvæsen og skabelsen af søkort ser de to forfattere, Claus Rohden Olesen og Thorbjørn Thaarup, på omfanget og resultaterne af den nederlandske indflydelse. Søfartshistorie, storpolitik og håndværk krydser klinger i dette blik ind i en verden, hvor det internationale var naturligt og teknologien under stadig forandring.
For ligegyldigt om det var nederlændere eller skandinavier, de byggede skibe til den buldrende nederlandske økonomie i 1500-1600 tallet, var man bøgstaveligt på Herrens mark eller hav, fordi man helt og holdent sejlende på naturens betingelser, vinden, søen, pæleormene, mørket, og på økonomiens overlastningen, fremmede magter og røveres jagt på alt af værdi, og netop skibe og deres laster havde mange et godt øje til, også som beskatningsobjekt. Fartøjerne blev ikke gamle. Sejladsen sled voldsomt på dem, og man kæmpede en ulige kamp mod pælorm. Denne læser har kigget forgæves efter oplysning om tømmeremneres tilstand under transporten fra skovnings-pladsen i. skandinavien til et værft i Amsterdam. Det oplyses, at en del tømmer stammede fra nordtyske skove, og det er sandsynligvis blevet transporteret på pramme ad floder og kanaler.
Bogen imponerer med sin påvisning af nederlandsk or engelsk skibsbygningsmetodes påvirkning på skandinavisk skibsbyggeri og fortæller spændende om udvikling af metoder og materialer, hvor dem, der holdt bedst og længst og havde den bedste økonomi, vandt fremme mens andre gik af brug – helt som i vore dage.
Claus Rohden Olesen, Thorbjørn Thaarup, ‘Nederlandsk i Norden, Den nederlandske teknologis indflydelse på renæssancens maritime Skandinavien (København 2013).
Wie man Schiffe baute.
Obwohl die leichten Werkzeugtypen des Bayeux-Teppichs aus dem heutigen Holzbootbau fast völlig verschwunden sind, hat die Geschichte im Bezug auf den Bau der Schiffe in Szene 35 noch immer Bedeutung. In der Wikingzeit baute man mit frischem und feuchtem Holz, während man später trockenes und abgelagertes Holz verwendete. Man erkennt an den verschiedenen Werkzeugtypen deutlich, dass man es hier mit einer Bautradition zu tun hat, die der skandinavischen gleicht. Zunächst sieht man, wie im Wald mit einer langschäftigen Axt eines Typs, wie man ihn heute noch kaufen kann, Bäume gefällt und die Äste entfernt werden. Die Breitaxt begegnet uns auf dem Bauplatz wieder, zusammen mit einigen anderen leichteren Werkzeugen, z. B. einer kleinen, kurzstieligen Axt, einem Niethammer und einer Bohrspitze. Mit Hilfe von Kopien dieser und weiterer Werkzeuge wurde im Wikingermuseum Roskilde der erste Nachbau eines Wikingerschifs in Originalgröße durchgeführt. Es handelte sic hum das kleine Handelsschiff aus dem Skuldelev-Fund, das von allen fünf Schiffen im Fund am besten erhaltene. Es war aus Eichenholt gebaut und deshalb vermütlich dänischer Herkunft, weil die Eiche im übrigen Skandinavien auch gegen Ende der Wikingerzeit noch nicht weit verbreitet war. Die in Schweden ung Norwegen gebauten Kiefenschiffen ergeben außerdem, dass bei ihnen eine ganz andere Axt für das Glatten verwendet worden war als die Bayeux-Breitaxt. Man benützte eine etwas kleinere, doppelt geschliffene Axt mit ganz geraden Seiten. (E. Wamers (Herst.u.a.) Die letzten Vikinger. Der Teppich von Bayeux und die Ärchäologie (Frankfurt am Main 2009).
(E. Wamers (Herst.u.a.)Die letzten Vikinger. Der Teppich von Bayeux und die Ärchäologie
Szene 35 (Frankfurt am Main 2009).
Olsens skibsværft
Rexona er bygget på Olsens skibsværft i Frederikshavn. Det blev grundlagt af Nicolai Olsen i 1885. Værftet, og dermed arkivet, er forsvundet i 1956. Trækuttere mistede som sagt betydning efter første verdenskrig, og efter anden verdenskrig var deres tid definitivt forbi. At bygge dem tog forholdsvis megen tid, det var arbejdsintensivt og desuden krævede underhold megen tid, energi og penge. Dernæst blev sejlkvaliteterne efter 1920 af underordnet interesse, fordi motoren var blevet den vigtigste drivkraft.Mange steder i Danmark, op til tyverne, blev der stadig bygget trækuttere. Træet kom tit fra Norge, motorerne sommetider fra Sverige, men oftest fra Danmark. Fagkundskaben vedrørerende tømrerarbejde, kendskab til sejlkvalitet og bestræbelserne efter med snurrevod at fange så meget fisk som muligt kom til et højdepunkt i perioden 1890-1920. Mange typer og størrelser af kuttere blev bygget i denne periode. Byggeteknikken var alle steder stort set den samme og danske kuttere kan let kendes ved deres brede s-spant og deres ofte gode sejlkvaliteter. Tid var penge, fangsten skulle så hurtigt som muligt i land, og de bedste fiskegrunde lå tit længere væk fra kysten. Danske kuttere fiskede nogle gange helt ude i de grønlandske vande. Bygmestrene og værfterne er fortid nu, men deres fornemmelse for sejlkunsten og deres bevidsthed omkring holdbarhed og kvalitet fortjener et lille monument.

Nicolai Olsen i 1906. Photo: B. Hansen, Frederikshavn i stilstand
og fremgang 1818-1968 (Frederikshavn 1968).



