Rexona

De Rexona: Terug naar de roots. Het Nederlandse Verhaal van een Deense Kotter.

Havfiskeri

 

Havbåde på den åbne strands landingspladser

 

Fra vikingetiden og frem til vore oldeforældres tid dannede den klinkbyggede båd, der blev søsat fra åben strand og ankret eller landet op på kysten efter endt sejlads, grundlaget for fiskeri og skudefart i Danmark og det øvrige Norden. I København vidner byens centrum omkring Gammel Strand om, at det fra middelalderen også var tilfældet selv i hovedstaden. Den blev ikke kun hjemsted for orlogsflåden, men også for en stor handels- og fiskerflåde, hvis skuder landede op i kilen inde i ly af Slotsholmen. Også skudeskipperne fra Han Herred kom til Kongens København for at omsætte deres varer, og vi véd, at de skød aktier i Det Vestindisk-Gueneiske Kompagni og, som det fremgår af epitafiet i Vester Thorup Kirke, støttede den pietistiske bevægelse i 1700'årene.

 

Skuderne sejlede i øvrigt hjemmevant på Norge, til Altona, Nederlandene og England, når det drejede sig om handel og fragt, mens det fiskerige Skagerrak forblev udgangspunktet for hanboernes fiskeri. For hundrede år siden var kystlandingspladserne både i Thy, Han Herred og Vendsyssel endnu tilbage som repræsentanter for den kystkultur, der kunne klare sig uden havn ved at navigere ud og ind gennem brændingen ved at besejle første, anden og tredje kil mellem revlerne på den åbne kyst.

 

Skudehandelen ebbede ud, men til gengæld blev fiskerbådene igen bygget større og nærmede sig efterhånden de største sandskuder i størrelse og bæreevne, efterhånden forsynet med maskinkraft og anden moderne udrustning. Helt frem til 1960'erne var dette fiskeri ekspansivt, men krisen på dette tidspunkt i Lønstrup, Løkken og Blokhus i Vendsyssel og færdiggørelsen af Hanstholm Havn i Thy vendte kystfiskeriets situation fra udvikling til afvikling på disse to vestvendte kyststrækninger, så det i dag er en skygge af sig selv.

 

Kun Han Herred fik ikke en havn, hvilket længe blev betragtet som den afgørende trussel mod fiskeriets overlevelse på denne egn. Men det gik lige modsat, for i modsætning til Thy og Vendsyssel var der på Han Herreds tre landingspladser nye generationer af unge, der tog udfordringen op og ville drive fiskeri hjemmefra. Det skyldtes ikke kun afstanden til havnebyerne, men også deres fordelagtige beliggenhed som de mest beskyttede landingspladser for vestenvind og -sø på den jyske vestkyst. Den beliggenhed, der fra gammel tid havde gjort Han Herred til et centrum for skudefart og fiskeri fra åben kyst.

 

Den privilegerede nærhed til rige fiskepladser, som fartøjer fra havnebyerne måtte sejle langt for at nå ud til, det fiskerifaglige miljø, partsfiskeriets attraktion for de unge, de lokale fiskeriforeningers initiativrigdom, den teknologiske udvikling af kystbåden til et uhyre effektivt garn- og snurrevodsfartøj og hele det moderne backup på egnen i form af infrastruktur og service viste sig vigtigere end muligheden for at fortøje i en havn.

 

 

Partsfiskeriet, fagmiljøet, foreningsdannelsen, fartøjerne, baglandet og beliggenheden har med andre ord været vigtige elementer og forudsætninger for, at det blev Han Herreds tre landingspladser, som bragte kystkulturen levende ind i det nye århundrede. Han Herred er i dag den egn i Danmark, der om nogen repræsenterer den åbne strands klassiske kystkultur, hvor fartøjer manøvreres ud og ind mellem revlerne og landes op på strandbredden, hvor alle de landbaserede aktiviteter foregår og landingspladsernes anlæg er i funktion. I Han Herred er hele den kundskabskapital og teknologi intakt, der gennem tiderne har gjort det muligt for havboerne at bruge det - af alle andre søfarende frygtede - revlesystem langs kysten som hjemlig naturhavn og Jammerbugten som sejlbart farvand. Som helhed vil foreningen Han Herred Havbåde arbejde med at skaffe støtte fra sponsorer og andre, udvikle samarbejdet med myndighederne om brug af en eller flere landingspladser, skabe nyttige kontakter med andre interesserede, sikre det nødvendige samarbejde mellem bådebygger og skibstilsyn med henblik på de formelle godkendelser og sikkerheden, investere i fælles anlæg, værksted, magasin og udstyr, arrangere kurser i navigation, tovværksarbejde og lignende samt alle de andre ting, som det enkelte bådelag har brug for at kunne trække på. (www. Havbaade.de)

 

 

Photo: www. Havbaade.de

 

 

Snurrevodfiskeriet

 

Snurrevoddet er det eneste anvendte fiskeredskab i Danmark, der også er opfundet her. Snurrevoddet har haft stor betydning for dansk fiskeri, hvor det tidligere har været det dominerende redskab, men nu er på retur. Flåden har en forholdsvis høj alder, og det er tale mindre fartøjer med mindre maskiner, og snurrevodsfartøjerne anvender ældre vodtyper. Det sidste skyldes fiskemetoden, der ikke kræver stor maskinkraft. En undtagelse herfra er flyshooting, der dog kun praktiseres af 4 fartøjer i Danmark (o. 14 i Holland).

 

Da havet i 1825 brød gennem Aggertangen og ind i Limfjorden, blev det begyndelsen på en udvikling, der godt 20 år senere skulle resultere i opfindelsen af snurrevoddet. Først steg saltkoncentrationen i den ellers brakke fjord, og det betød igen, at der blev skabt grobund for en bestand af rødspætter. Det var også året, 1848, hvor Jens Laurens Væver udtæntke snurrevoddet, det især er velegnet til dette fiskeri.

 

I sin enkle definition er et vod et fiskenet, der trækkes gennem vandet af liner. I Limfjorden havde der i flere hundrede år været tradition for vodfiskeri, men fælles for alle dengang kendte vodtyper var, at de krævede et fast punkt til indhaling, eller at det fra bredden kunne trækkes i land. Jens Væver spekulerede på, om det ikke var muligt, uafhængigt af fjordbund og land, at fiske på dybere vand, hvor de større fisk kunne fanges. Den egentlige inspiration havde han fundet i det såkaldte kratvod. Ved fiskeri med kratvod satte man en pæl i fjordbunden, og brugte den som indhalingssted. Da den jolle man fiskede fra var lettest, blev den trukket hen imod voddet, der lå mere eller mindre stille. Jens Væver erstattede pælen med et anker og modsat kratvoddet, var det så meningen, at voddet skulle trækkes til jollen. I løbet af to dages fiskeri fik han tjent til sit bryllup, og snart begyndte de øvrige fiskere at kopiere snurrevoddet.

 

Når man fiskede med snurrevod, kastede man et kraftigt anker markeret med en bøje. Til bøjen bandt man den ene line eller vodtov, som man dernæst sejlede ud. Når denne line samt voddet var sat, sejlede man tilbage til ankeret, mens det andet vodtov blev lagt ud. Tilbage ved ankeret fastgjorde man jollen, og begyndte at indhale snurrevoddet ved at hale på begge tovene. Når de blev slæbt over bunden, skræmte det fiskene, der på den måde blev jaget i voddet. Voddet kunne af flere omgange læges ud hele vejen rundt om ankeret, og havbunden blev på den måde et effektivt fisket af. Snurrevoddet har netop fæt sit navn, fordi det “snurrer” om det opankrede fartøj, når voddet gentagene gange bliver sat ud fra en ankerplads. Snart fandt snurrevoddet også udbredelse udenfor Limfjorden. Man begyndte at anvende større dækfartøjer med sejl og med størst mulige Damme, så fisken var levende, når den kom i land. Fiskerne i Skagen, Frederikshavn og Esbjerg tog den nye metode til sig. Det blev starten på en revolution i Esbjerg mellem 1910 og 1925, der i løbet af kort tid blev lagt om til kutterfiskeri med snurrevod efter rødspætter, der forefandtes i store mængder på Horns Rev. Rexona er en af de største kuttere der er blevet bygget til snurrevodsfiskeri. Snurrevodsfiskeriet medførte en revolution og denne metode blev efter kort tid anvendt i England, Skotland, Sverige, Island og Irland. I Nederland kom denne metode først ret sent. Den blev efter første verdenskrig introduceret i Zuidersøen og Vadehavet af fiskere fra det lille fiskersamfund Urk. Metoden slog imidlertid ikke rigtigt an hos de nederlandske fiskere. (Tekst: Snurrevodsfiskeri i Danmark. Rapport fra Danmarks Fiskeriforening. København 2001).

 

 

 

 

 

Photo: K. Venø, Små fisk og store fisk, (Hovedland 2000).

 

 

 

Snurrevodfiskeriet og Nordsøen

 

Nordsøen spiller en vigtig rolle for skibet Rexona. Fra 1916 til 1961 har Esbjerg været dens hjemmehavn, og Nordsøen var det vigtigste fiskeområde.Fra ca. 1920 er Rexona mekaniseret, sejlfunktionen blev sekundær. Nordsøen har haft en vigtig plads i fiskeriets historie. Hollandske kartografer kortlagde allerede fra det 16. århundrede fiskepladserne. Engelske, skotske, danske, norske, svenske, tyske og nederlandske fiskere holdt stærkt øje med hinanden og med hinandens fiskemetoder. Det kan man blive klar over ved at se på den danske opfindelse af snurrevodsfiskeriet i 1848. Fra 1885 blev på Nordsøen denne metode anvendt i stort omfang og med megen succes, og Rexona blev specialbygget til denne fiskemetode. Snurrevodsfiskeriet var ikke bare givende, men også miljøvenligt. Mange fiskere fra andre lande tog det hurtigt til sig. Nederland indførte det først efter 1920.Recente videnskabelige studier har påvist at fiskeriet på Nordsøen allerede fra den sene middelalder var en vigtig livsåre for landene omkring Nordsøen. Perioden omkring 1900, med den hurtigt voksende befolkning fra den tid hvor fiskeriet gav et bidrag til dens livsgrundlag, vidner også i dag herom. Den europæiske historie ligger endnu frisk i hukommelsen, og uden den dansk-prøjsiske krig af 1864 havde Esbjerg aldrig eksisteret. Som følge af tabet af Slesvig-Holsten, og dermed tabet af kontakten til Hansabyen/staden Hamburg, besluttede den danske regering at bygge en ny havn. Det blev så Esbjerg, der først blev en realitet i 1870. At byen fik en kometagtig vækst var ikke i sidste ende på grund af snurrevodsfiskeriets succes. Fra 1910 var Esbjerg den vigtigste fiskerihavn i Danmark. Fra 1916 var Rexona endnu et af de sejlende vidner derpå.

 

 

D.B. Thomson, Seine Fishing. Bottom Fishing with rope warps (Surrey1981)